tirsdag den 12. juli 2011

Opblødning af pil

Så er der lagt 50+ Kg pil i blød til kurset på Livø i næste uge. Det er lige nøjagtig hvad jeg har kapacitet til at opbløde :-) Jeg havde dog helt sikkert fundet en løsning hvis det havde vist sig nødvendigt med mere plads.

Pil i længderne op til 160cm er lagt i en gammel plastbeholder på en palle. Sådan een som har været skåret ned i den ene side (hvor billedet er taget) så køerne kan drikke af den. Den er ret fin med aftapningshane i bunden.
Mit andet kar er en gammel stålvask fra et omklædningsrum. Den er ikke særlig dyb, men ca. 3 m lang.

Nu kan jeg jo så passende skrive lidt om opblødning til fletteskolen :-)

Opblødning i koldt vand:
Den bedste måde at opbløde på, er i koldt vand (afhængig af årstidens temperatur) Dette tager op til 2 uger afhængig af temperaturen (virker ikke hvis det fryser)
Dette bevarer pilens farver bedst. Så kurvene bliver smukke røde, grønne eller blågrønne. Kold opblødning kan foregå hvor som helst der er vand nok. I et kar, i søen eller i bækken. Man skal dog huske at pil flyder og kan være svært at veje ned hvis det f.eks. er i en sø.
Det er vigtigt at alt pilen er under vand hele tiden. Så hold øje med vandstanden og læg mere vægt på eller fyld efter med vand, hvis nødvendigt.

Opblødning i varmt vand:
Opblødning i varmt vand går hurtigere - helt ned til ca. 24 timer afhængig af temperatur. Om vinteren kan det være nødvendigt med varme hvis karet står i et uopvarmet rum.
Pilen kan opblødes med varmt vand fra 30 - 60 grader. Som tommelfingerregel vil pilen dog tage mere og mere skade på farven og overfladen jo varmere vand der bruges. De grønne pil mister farve og bliver brunlige. Og meget varmt vand vil også trække voks ud i overfladen. Dette kan f.eks. gøre den røde pil lidt lilla (ikke pænt) Jeg opbløder typisk ved omkring 42 grader. Her er farverne stadig pæne (men tåler dog sjældent sammenligning med koldt opblødt pil)
Jeg opvarmer vandet med en mælkevarmer til kalve (overdimensioneret dypkoger)  

Opblødning i damp:
Med damp kan pilen opblødes på 1-2 timer. Jeg har kun prøvet det nogle få gange, pga. opblødning som var gået galt. Jeg har brugt en gammel kogekande som stod åben, i bunden af et 60cm spiorør. Pilen stilles ned ved siden af kogekanden. Og hele molevitten pakkes ind i bobleplast. Så står der ellers sådan et spøgelse og damper i en time eller to. Husk at holde øje med om kogekanden koger tør (det er ikke alle kogekander der kan koge med åbent låg)
En smartere måde ville være en lukket kasse med en tapetafdamper tilsluttet. Dampet pil ændrer farven Meget, men farverne er ikke uspændende :-)

Jeg drømmer om:
At få mit hvide plastkar indstalleret inde i stalden med en isoleret kasse omkring og ditto låg. Med en tapetafdamper og mælkevarmeren tilsluttet, kunne det bruges til alle tre metoder :-)

Hvornår er pilen klar:
Ja det kan faktisk være lidt svært at vurdere.....
Normalt vil jeg prøve at bukke en pil i 90 grader ved at prikke med en negl (som når man lægger stager ned til kant) Pilen bukkes langsomt . Hvis den bukker fint med minimal revne i barken er den typisk klar. Den skal derefter hvile i det fri (i skygge og læ) f.eks. under en hæk) i 12-24 timer. Så trækker vandet ind i barken og gør den mere elastisk så den ikke revner. Pilen skal være tør i overfladen når man fletter, da barken ellers nemt skades.
Samme metode bruges løbende til at vurdere om den opblødte pil er ved at blive for tør. Hvis pilen er blevet lidt for tør (men ikke muggen eller rådden) kan den lægges tilbage i karet en dags tid.
Ved varm opblødning skal man være opmærksom på at pilen virker blødere end det reelle, så længe den er varm. Her vil jeg typisk give den en halv dag længere når den virker tilpas (med lille revne i barken) Man kan også tage et par pil op og lade hvile i en time inden man vurderer.

Opbevaring af den opblødte pil :
Jeg dækker typisk ikke min opblødte pil ned med plast eller vådt håndklæde da det giver stor risiko for mug og råd. Men hvis det er meget blæsende eller varmt kan det dog være nødvendigt. Pilen skal dog altid i skyggen da fugtig varme er pilens værste fjende.
Om vinteren kan den opblødte pil holde sig 1 måned eller to (mere hvis det fryser)
Opblødt pil kan gemmes i en fryser. Men det er vigtigt at det er pakket helt ind i plast. Da fryseren tørrer det ned. Tag helst kun det op af fryseren du skal bruge. Da gentagne nedfrysninger også ødelægger pilen.
Om sommeren kan pilen typisk kun holde sig i en uge inden den begynder at mugne/rådne eller bliver for tør.

Hvis du har flettet en kurv hvor stagerne er blevet for tørre til at kunne lægges til kant, kan du enten give den et varmt brusebad, eller lægge toppen af kurven tilbage i karret (hvis det er stort nok) selve kurven har bedst af ikke at blive blødt op igen. Hvis stagerne kun er lidt for tørre kan de masses flade med en tang inden de lægges. Hvis alt glipper kan alle stagerne skiftes til nyopblødte. Disse skal dog laangt ned i kurven og hanken skal bindes godt ned i kimningen - og så skal man ikke løfte alt for mange kilo i kurven - men hvis alternativet er at smide den væk...........


Posted by Picasa

1 kommentar:

  1. En utrolig masse pil - hvad skete der på dejlige Livø?
    Min ven Frances har en kasse (som du beskriver) til at dampe pil i. Hun opbløder pilen i vand i to dage og derefter damper hun den.
    Tak for din udførlige beskrivelse af opblødning af pil.
    Lene

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails