Så er jeg nææææsten færdig med min sommerhøst. Nu står der kun knapt 200 planter af Americana som er 3 og 4 år gamle. De er simpelthen for kraftige for min "kagearme" så der må jeg lige lokke lidt med Søren i denne uge.
Men så er det altså også første gang (bortset fra den allerførste høst) at hele marken er klippet i bund.
Det skyldes at jeg har ladet noget stå de tidligere år, enten fordi jeg ikke lige har nået at høste det eller fordi jeg ikke har gidet, da pilen har været ødelagt af skadedyr.
Sidste år var pilen igen fuldstændig væk i biller da vi tog på sommerferie, men pludselig midt på sommeren var alle billerne (og larverne) væk. Jeg gætter på at tørken tog dem, for indtil tørken var der tusindvis, og jeg havde helt opgivet at gøre noget ved det.
Selv om der havde været masser af biller sidste forår, var min pil faktisk i nogenlunde stand i år, og så ærgrede det mig at både rød belgier og americana ikke var klippet sidste år, og derfor bare var 2. års med mange sideskud.
Så i år har jeg været ret motiveret for at få det hele klippet ned, så jeg kan få en kanonhøst næste år (krydser fingre)
Indtil i går havde jeg ikke set en eneste af de satans biller, men i går så jeg en enkelt pileglansbille (de små stålblå) og en enkelt poppelglansbille (den på billedet). Begge måtte straks lade livet........
Og hvis der en nogen der ikke helt forstår mit had til den lille mariæhøne-agtige bille, kan jeg lige vise hvordan min alba har set ud i 2008 og 2009.....
Selvom alba er en ret kraftig pilesort, og pilen normalt bliver rimelig kraftig på min jord, har albaen helt bogstaveligt ikke været over 60cm høj. Den er tydeligvis billernes yngling, og når først deres æg klækker og der sidder 50 larver i toppen af hver plante, så bliver de bare ÆDT.